Top billede Top billede Top billede Top billede

0 affald fra Gittemary

På tre år er Gittemarie Johansen gået fra at være en ikke særligt bevidst forbruger til at producere 0 affald. Skraldespanden får simpelthen ingenting fra den 24-årige studerende, der bor på kollegium i Aalborg.

- Det startede med, at jeg læste en artikel på Huffington Post om en kvinde, der havde 3 års skrald i et syltetøjsglas. Der gik det op for mig, at skrald er noget, vi ejer, fortæller Gittemarie Johansen.

Hun rodede videre på nettet og faldt over zerowaste bevægelsen i USA. Så begyndte hun at eksperimentere med at undgå affald og fandt ud af, at det var temmelig omfattende.

- Men jeg har ikke kigget tilbage siden, og det har sådan set været meget nemt. Hver gang, jeg skulle skifte noget ud, stillede jeg mig selv den opgave at skifte til noget, der ikke laver affald. Nu har jeg været det hele igennem, og nu er det bare en livsstil. Jeg tænker ikke over det som noget, der tager tid, forklarer den tilfredse nulskralder.

Lette eksempler
Vi snupper lige et par eksempler. Og starter med de lette. Gittemarie køber alt sit tøj i genbrugsbutikker og går efter tøj, der ikke indeholder plast, for eksempel polyester. Mad uden emballage køber hun på et grøntsagsmarked. Hun medbringer sine egne lærredsposer. Hun har glas med til mel og gryn og har også en aftale med en restaurant om at få en portion lækker stuvning over i et af de medbragte glas.

Og de svære
Så er der nogle svære: Tandpasta og cremer. Det er hjemmelavet efter opskrifter, Gittemarie Johansen enten har fundet på nettet eller selv fundet på.

Livsstil og virksomhed
Viden må ikke være en forhindring, heller ikke for andre, som vil lave mindre affald. Gittemarie har startet sin egen virksomhed, der formidler den viden, hun selv har samlet op. Det er bloggen Gittemary.com samt en Facebook-side og en Instagram-konto, hvor billeder, videoer og tekster inspirerer folk over hele verden. Gittemary holder også foredrag og står for workshops, hvor børn og voksne lærer at spare på ressourcerne.

Når hun om et par år er kandidat i engelsk og kulturforståelse, vil hun kaste sig ud i virksomheden på fuld tid. Hun har masser af kontakter rundt omkring i verden og vil også skrive en bog med gode råd, opskrifter og anden nyttig viden.

- Jeg prædiker ikke og bebrejder ikke folk noget. Vi tager alle sammen vores egne valg. Jeg lægger mine valg åbent frem og fortæller, hvordan jeg gør. Det er med til at sprede ringe i vandet, og jeg kan mærke, at mange af mine veninder og de folk, jeg har fået feedback fra på de sociale medier, forandrer vaner. Jeg får den slags beskeder hver dag, smiler Gittemary.

Stop sugerør
Hun har medvirket i en international video om at stoppe brugen af sugerør. Den er blevet set af flere millioner på YouTube, og det har fået manges øjne op for overflødig brug af plastik.

- Alt det plastik, der nogensinde er produceret, findes stadig. Det bliver bare mindre og mindre. I langt de fleste tilfælde er sugerør helt overflødige. Når jeg er i byen, beder jeg altid om drinks uden sugerør, og de ved det efterhånden godt, der hvor jeg kommer. Mine egne sugerør er af bambus eller stål, og de kan bruges igen og igen, forklarer Gittemary.

The joy of refusal
Hun er godt klar over, at folk betragter hende som hellig, og at nogen endda bliver provokeret af hendes åh så korrekte adfærd.

- Det tager jeg med. Jeg gør tingene på min egen måde, og det giver mening for mig. Jeg oplever tit, hvor dejligt det er at sige nej til noget. The joy of refusal, som det hedder på engelsk.

Mød Gittemary
Blog og Facebook: Gittemary.com
Instagram: gittemary
YouTube: Gittemary Johansen

Billeder:
Gittemary laver sine egne cremer og opbevarer dem i glas hjemme på kollegiet.

Kit til en tur i byen: Lærredspose til varer, glas til drink eller juice, bivokslærred til restemad, kombi ske/gaffel til takeaway, bambussugerør og lidt creme til ansigtet.

Udbyttet fra en tur på grønttorvet. Her er mad til flere dage, og det holder sig fint uden at være pakket ind i plastik.