Gå til hovedindhold

Rettidig omhu

Vandet kommer

– kampagne for at skabe interesse og engagement

Stigende vandstand og risiko for stormflod betyder, at Odsherred Kommune bør sikre Nykøbing Sj og et nærliggende sommerhusområde mod oversvømmelser.
Derfor ønskede kommunen at skabe interesse for en kommende kystsikring blandt borgerne – især i de områder, der vil blive ramt af en stormflod, for de vil i sidste ende skulle være med til at finansiere projektet.

Svaner gjorde kampagnen til talk of the town
Tankegang skabte en kampagne med vægt på at skabe opmærksomhed og gøre risikoen relevant og nærværende. Kampagnen blev samlet af overskriften ”Vandet kommer” og illustreret med en svane som en venlig advarsel om truslen uden at skræmme eller true.
I de berørte områder, opsatte vi målepinde ved lygtepæle, som viste, hvor højt vandet vil nå, hvis en stormflod går over det gamle dige. Samtidig opstillede vi svaner på pæle, som markerede, hvor højt over jorden, svaner ville svømme rundt efter en stormflod. Mens målepindene viste oversvømmelsen faktuelt, gav svanerne stor opmærksomhed ved at gøre vandstanden håndgribelig. 

Allerede samme dag som svaner og målepinde var sat op, oplevede kommunens klimakoordinator, en stor interesse og positiv aktivitet omkring kampagnen og dens medier.   

Vi satte desuden plakater op i lygtepælene, hvor en grafisk svane sikrede sammenhæng til de øvrige materialer. Via en qr-kode leder svaner, målepinde, plakater m.m. ind til en landingpage, med flere informationer om stormflodstruslen, mulige løsninger m.m.

Gummistøvletur og ros fra borgmesteren
En folder blev husstandsomdelt i de berørte områder, som bl.a. inviterede borgerne på ”gummistøvletur”. Gummistøvleturen var et alternativt til et traditionelt borgermøde.  På en gåtur i byen så vi på det eksisterende dige og det berørte område. En lokalhistoriker fortalte om tidligere oversvømmelser, og kommunens fagfolk forklarede om fremtidens risiko, og hvordan de forventer, den nye sikring mod stormflod skal være. Der var rig mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til både fagfolk og lokalpolitikere.
Interessen for gummistøvleturen oversteg kommunens forventninger, så det var nødvendigt at lukke for tilmeldinger flere dage før. 60 interesserede borgere deltog.

Efter gummistøvleturen roste en begejstret borgmester Karina Vincentz formatet, som indbyder til en mere åben og imødekommende dialog med fokus på, at blive klogere på hinanden. 
 

Godt afsæt for den videre dialog
Kampagnen skabte stor opmærksomhed og godt engagement. Et godt afsæt for den videre dialog mellem kommune og borgere om sikring.
 

About